Om mig

Mit navn er Susan Mandsberg, jeg er 59 år gammel og debuterer nu med min første roman, "Lavendelhuset", som jeg har brugt godt og vel lidt over 1 år på at skrive.
Bogen er i genren LGBT og jeg lever da også selv i registreret partnerskab på 21. år. Vi er bosat ved Frederikssund, lige ud til fjorden.
Jeg har dog også skrevet en anden bog der blev færdig i 2025, en "soft" science fiction roman, "Vestenvind Guden", som også bliver udgivet i løbet af det næste stykke tid.
Min favorit genre er LGBT og det vil også være i den genre jeg skriver fremadrettet. Jeg er en "sucker" for romantiske fortællinger mellem kvinder, gerne med et historisk islæt, eller med tematikker der interesserer mig.
Under fanen, "mine bøger", vil du kunne læse hvad de 2 bøger handler om.
Da jeg var ung skrev jeg mange noveller, samt få romaner, alle med lesbiske hovedpersoner, og alle tog de udgangspunkt i mig selv. I virkeligheden repræsenterede de mine drømme, håb og ønsker for fremtiden. Hvem jeg gerne ville være, hvordan jeg ville leve og med hvem. Men for nylig besluttede jeg at skrotte alle de gamle skriverier. Min måde at skrive på har udviklet sig gennem årene, ville også være mærkeligt andet, og jeg synes ikke det gamle var materiale der havde potentiale. Heller ikke i omskrevede versioner.
Jeg var utrolig genert som ung. Gemte mig i skolen, vækkede aldrig opsigt. Det ændrede sig langsomt op igennem årene, og hvor jeg dengang aldrig sagde noget som helst i klassen med mindre jeg blev bedt om at svare, så er jeg nu meget udadvendt, social, og tilmed lige blevet valgt som arbejdsmiljørepræsentant på mit arbejde.
Ja, jeg har haft mange kasketter på i mit 41 år lange arbejdsliv, været buschauffør, butiksmedarbejder, lagermedarbejder, kranfører... og nu, nu arbejder jeg som truckfører på et stort lager. Det er et dejligt job, men min store passion vil altid være at skrive. Jeg stræber mod at blive fuldtidsforfatter, og hvis ikke før, så i hvertfald når jeg skal pensioneres!
Jeg håber at du vil tage godt imod mine bøger, og har du ris eller ros, eller andet på hjerte, så er du velkommen til at skrive til mig på kontaktsiden. Jeg glæder mig til at læse din eventuelle anmeldelse, hvis du skulle have lyst til det, og så vil jeg offentliggøre den her på min hjemmeside.
På forhånd tak og god læselyst.
